Det blomstrer op, over det hele

Tekst af Mille Gross, billeder af Signe Andersen

Deleøkonomien vinder frem i 2016. I byerne opstår tøjfællesskaber og fødevarefællesskaber. Du kan dele dine redskaber i gården med Naboskab og dele din bil med GoMore. Samtidig søger flere unge mennesker og børnefamilier ud af byerne og mod landet. Her finder man en opblomstring af økosamfund, kollektiver og bofællesskaber. FELT har besøgt storkollektivet Svanholm, for at undersøge, hvad der driver denne bølge af en søgen mod fællesskabet.

Det regner, den dag vi besøger Svanholm Storkollektiv og vi har forvildet os ned af en skovsti, der har ledt os igennem en stor bøgeskov, som grænser op til det gamle gods. Jeg får en sms fra Theis Stærmose om, at han venter på os ved kollektivets café. Efter et hurtigt blik på min efterhånden gennemblødte ruskindsjakke og fotografens drivvåde kondisko, konstaterer han, at vi vist kommer fra København. Han har også selv boet der i 14 år, inden han, sammen med sin kone Marie Stærmose Lissner flyttede til Svanholm i 2014. Det havde taget dem et par år at tage beslutningen og komme igennem ansøgningsprocessen. Den er lang, når man skal bo tæt sammen med folk. Så skal man være sikker på, at man kan lide hinanden, fortæller Theis. Han viser os rundt på gården, mens han forsøger at lede os udenom det værste mudder.

Der var flere biler i Valby, men der er flere køer her

Vi kommer forbi kostalden, hvor de ellers fritgående køer skal malkes. Dyrene har det godt her og der er stort fokus på dyrevelfærd. Det bliver hurtigt klart, at Svanholm er et samfund i samfundet. Her er køkkenhave, blomsterhave og børnehave. Der er fælleskøkken, hvor der laves mad seks dage om ugen. Man har køkkentjans en dag om måneden og ellers kan man frit vælge om man vil spise i spisesalen eller tage maden med op i sit hjem. Theis forklarer, at det gør det nemmere som forbruger. Man skal ikke konstant vurdere, om det man køber er i orden. I stedet er man sikret, at det man køber er økologisk og lokalt dyrket, samtidig med at man sparer på emballagen, ved blandt andet at gå ned og hente frisk mælk hos køerne.

img_4337
Foto: Signe Andersen

Vi er inviteret ind i Theis og Maries lejlighed i godsets hovedbygning. Her møder vi deres søn Storm på fem år. Han fortæller, at han var meget spændt, da han fik at vide at familien skulle flytte ind på Svanholm, men at han også savner Valby lidt. Der var flere biler i Valby, men der er flere køer her. Svanholm giver plads til et godt børneliv. Da Storm var tre år, kunne han gå rundt uden voksne, sammen med de andre børn. Det kan man ikke inde i byen.

En stigende interesse i det fælles

Theis og Marie er en del af en bølge af unge, der vælger at bosætte sig på landet i alternative økosamfund og kollektiver. De seneste år er interessen for netop denne type af boformer steget. Dette kan bl.a. mærkes ude i de alternative fællesskaber, men kan også ses i opbygningen af nye økosamfund. Selvom der endnu ikke er lavet kvantitative undersøgelser af præcis hvor mange der flytter ud i alternative samfund, kan man pege på en stigende interesse, hvor flere mennesker vælger at søge ud fra byerne.

Anna Falkenstjerne Beck skriver Ph.d. om fælles boformer på landet på Aalborg Universitet. Hun arbejder på en kvalitativ analyse af de dybereliggende motiver for, at ville bo på landet i fællesskaber. ”Det ser ud som om at der er en større interesse nu, igen for bofællesskaber og for at dele ting. Bare det med deleøkonomi er jo blevet en stor ting, så det med at man kan bo sammen og i bofællesskaberne trives deleøkonomien.” fortæller hun.

img_4314
Foto: Signe Andersen

På Svanholm mærker man også den stigende interesse for at bo fælles. ”Jeg tror virkeligt at der er en stor søgen mod fællesskaberne. Også i forhold til de bæredygtige bofællesskaber.” siger Theis og fortsætter ”Der er mange der er ved at slutte sig sammen, de har bare ikke noget sted at etablere sig. Det tror jeg er udfordringen. Det blomstrer op, over det hele”.

Ord som deleøkonomi og storkollektiv kan godt lyde støvede

Da de flyttede ind på Svanholm, lagde familien Stærmose 100.000 tilsammen i indskud. Derudover betaler man hver måned 80% af sin indkomst til storkollektivets deleøkonomi. Ord som deleøkonomi og storkollektiv kan godt lyde støvede, siger Theis. Samtidig kan 80% af indkomsten måske få nogle til at tænke Tvind og en vis gul spand et eller andet sted ude i alt økoidyllen. Denne skepsis blev Theis og Marie også mødt med i 2014. Ifølge dem giver det dog god mening. Man har slået sine økonomiske ressourcer sammen, så de gennem store fællesindkøb rækker længere. De 80% dækker bl.a. husleje, mad, børnepasning og adgang til fælles ressourcer.

img_4309
Foto: Signe Andersen

Marie fortæller at de har oplevet en forandring i folks tilgang til fællesskab og deleøkonomi, bare på de to år, hvor de har boet på Svanholm. ”Der kommer i højere grad et ønske om fællesskab. Folk har fået øjnene op for at det faktisk kan være en kæmpe hjælp i dagligdagen. De søger det mere og det syntes jeg egentligt er sjovt, for før vi flyttede herud var der mange der rystede på hovedet af os. F.eks. det med at man skulle aflevere sine penge. I det hele taget syntes folk at tanken om at man skulle bo sammen med andre var mærkeligt. Nu ser man bare, hvordan det eksploderer over det hele.”

Et økologisk bæredygtigt værdigrundlag

Dagen før vi besøger Svanholm har jeg mødt Anna Falkenstjerne på Aalborg Universitet i Københavns Sydhavn. Jeg har henvendt mig til hende, for at få mere af vide om, hvorfor flere mennesker flytter ud i alternative samfund, lige præcis nu. ”Der er mange forskellige motiver, for at bosætte sig i fællesskab på landet. Der både et socialt incitament og et bæredygtigt og de to ting hænger jo sammen. Men der er typisk et økologisk bæredygtigt værdigrundlag. Man ønsker i fællesskab at optimere sit fodaftryk her på jorden”, fortæller Anna.

img_4312
Foto: Signe Andersen

På Svanholm går vi forbi spejlsalen, hvor de første forhandlinger om økologi i Danmark fandt sted. Dengang sad man på puder på gulvet, fortæller Theis. Så fandt man ud af, at man var nødt til at have borde og stole, for at blive taget seriøst. Økologi og bæredygtighed ligger konstant som en grundlæggende præmis. Parret er i høj grad bevidste om, hvilken planet de ønsker at give videre til deres børn, børnebørn og oldebørn. Det er nemmere at mindske sine fodaftryk i flok og se større resultater. For eksempel fortæller Marie, at de ved at bruge elcykler når de kører til og fra Frederikssund, har tilbagelagt en distance på ca. 60.000 km siden 2014.

”Det er den sociale side af, at man gerne vil gøre noget sammen og det er også lettere at gøre ting i fællesskab. Man bliver optimeret, også i sin adfærd. Man bliver mere refleksiv omkring, hvordan man lever og hvordan man gør ting.” fortæller Anna.

Drømmen om det gældfri liv

Det at bo på Svanholm handler for Theis og Marie også om at søge efter en livsstil hvor man kan prioritere de ting, der gør en lykkelig. Det handler om tid, selvbestemmelse og om at kunne sige fra overfor stress og gæld.

”En del af idéen med at leve gældfrit er at når børnene er små, har man mulighed for at nedskalere, så man har tid til det der er vigtigt i dit liv. Dine børn og dine venner, det der giver dig energi. Hvis du går ud og køber et hus til 4 millioner, så skal du arbejde resten af dit liv uden nødvendigvis at have betalt din gæld af.” fortæller Theis og fortsætter:

”Vores generation har måske haft fokus på, at vi skal have det store hus og den fede bil fra starten af. Alt det vores forældre har brugt et helt liv på at arbejde sig op til, vil vi have fra starten. Så vi ligger enormt hårdt ud og så knokler vi derud af og glemmer ungerne. Det er det med, at hvad godt er at kæmpe for det bedre i morgen, når du egentligt glemmer den næste generation.”

img_4289
Foto: Signe Andersen

 

”Det handler om at være mere i kontrol med din tid og ikke være så forbandet afhængig af dit arbejde. Det er noget, der stresser folk afsindigt meget. Dette frygtforhold på en arbejdsplads, hvor du frygtet din arbejdsgiver. Hvad nu hvis du mister dit job, så mister du dit hus og så må din familie gå på gaden. Hvad hvis det var mere lige, det forhold. Det ville give et helt andet arbejdsliv.” fortæller Theis. Der frigives også et kreativt element, når man ikke føler sig stresset og som slave af sit arbejde: ”Man får bare en bedre indsigt i hvad man har brug for, når man ikke halser derudaf.”

Et fællesskab er jo ikke kun trygt og varmt og rosenrødt

Noget af den tid der frigives ved at bo på Svanholm, lægger man samtidig i det fælles. Svanholm er et skridt på vejen i parrets søgen efter mere tid, men der er stadig meget at lære. Samtidigt er det til tider også udfordrende at leve i tæt fællesskab med andre.

“Man skal være indstillet på at kunne rumme hinanden. Det er den store test for, hvad et fællesskab egentligt er. Et fællesskab er jo ikke kun trygt og varmt og rosenrødt, men det er også at møde andre og respektere at andre er forskellige og har nogle andre værdier end en selv. Selv om man har den samme vision kan den have mange forskellige udfald i den praktiske virkelighed,” fortæller Anna Falkenstjerne.

img_4347
Foto: Signe Andersen

 

Marie og Theis har fundet ud af, at det er nødvendigt at afveje hvor meget tid man vil lægge i det fælles ”når man flytter ind et sted som her, kræver det også at man lægger nogle kræfter i stedet og har en interesse for driften af et samfund i samfundet. Hvis man ikke har det, virker det som mange timer. Man skal gøre op med sig selv hvor meget der fylder på den gode vægtskål. Helt individuelt, hvad man får energi af.” fortæller Marie. Det kan virke overvældende at gå fra et lejlighedskompleks med meget lidt naboskab, til et storkollektiv. Der er meget at forholde sig til, men man lærer også meget af det.

”Typisk er folk i bofællesskaber rigtigt gode til at sætte grænser, for det er man nødt til at være. Derfor er der også noget læring. Ikke kun ift. til at sætte grænser, men også til at være refleksiv over den verden vi lever i, på godt og ondt,” lyder det fra Anna Falkenstjerne. ”Vi snakkede om at når vi havde boet her et år ville vi revurdere hvad vi syntes om det, men det er først nu her efter to år at vi forstår hvordan det hænger sammen. Det er noget helt andet end bare at købe sit eget.” fortæller Marie.

En levet utopi

Hvis man kigger på bølgen af mennesker der flytter i alternative fællesskaber i dag, kan det minde om 70’erne, hvor mange mennesker i kølvandet på ungdomsoprøret søgte alternative boformer. Her var formålet at forandre det eksisterende samfunds sociale og politiske strukturer. ”70’erne var i høj grad et opgør med den patriarkalske kultur. Dengang handlede det også om ungdomsoprøret, i kølvandet på Thylejren kom de her bofællesskaber,” fortæller Anna Falkenstjerne. ”Der har været denne her bølge fra 70’erne og så taler man om endnu en bølge. Dog er der i dag meget mere fokus på og rum til det individuelle. Det er vigtigt stadig at have sit eget rum.”

img_4300
Foto: Signe Andersen

I dag handler bofællesskabet i langt højere grad om at dele de praktiske opgaver og opleve et nært fællesskab. Alligevel er der ifølge Anna Falkenstjerne stadig et idealistisk aspekt i bofællesskaberne, i forhold til social og miljømæssig bæredygtighed. ”F.eks. har Karise Permatopia (økosamfund in the making, red.) utopia i deres navn, trukket sammen med permakultur. Der er en side af det, man kan kalde en pragmatisk utopi, en levet utopi, at man vil gøre noget på en anden måde, som et alternativ. Hvad det så er et alternativ til, det er jo individuelt.”

img_4356

img_4354

img_4347

img_4346

img_4344

img_4340

img_4337

img_4334

img_4328

img_4327

img_4321

img_4318

img_4315

img_4314

img_4313

img_4312

img_4311

img_4309

img_4308

img_4303

img_4300

img_4299

img_4298

img_4294

img_4289

img_4287

img_4286

img_4285

img_4283

Du vil måske også synes om

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *